Hvidt bølge design-element Hvidt bølge design-element

Meget i livet kommer an på øjnene, der ser. Og mens mange mest ser gamle biler som skrot, så har en flok elever fra Skivefjords ungdomsuddannelse, STU, et helt andet take. Det viste de med al tydelighed i september, da de var med på Green Innovation Week. Her kastede de sig med stor ildhu over et par kasserede biler, og det føg om ørerne med seler, airbags, plast, glas og sædeskum, som kan blive upcyclet til nye produkter.

De unge STU’ere er i praktik hos Salling Autogenbrug, der har vundet årets bæredygtighedspris i autobranchen. Mens de unge prøver kræfter med livet på en arbejdsplads, får de samtidig kendskab til og bevidsthed om bæredygtighed. Og det rammer bare noget i dem.

– De unge mennesker kommer med julelys i øjnene og sætter en ære i at være med til at arbejde på en fælles, grøn dagsorden. De kan ikke ødelægge bilerne, og det betyder ikke så meget, om de bruger lidt længere tid på det. Alternativet er, at restprodukterne bliver i bilerne, når de sendes til skrot og derfra ender 30 procent af bilen som affald. Den procentdel vil vi sammen med STU Skivefjord gerne bringe ned på 10 procent, siger Lise Korsgaard, der er medindehaver af Salling Autogenbrug.

… vi kalder det RENT LIV

Skive Bølge